LMF’er Else Højvang rejser til Grønland

Else Højvang til Ilulissat

Else Højvang er ansat som sømandsmissionær i Ilulissat . Hun har bl.a. en baggrund som missionær i Tanzania for Danmission i sammenlagt 27 år. ”Jeg tror på, at Gud har en plan for, hvad jeg skal lave fremover. Jeg ved det bare ikke endnu”. Sådan sagde Else i 2017 i et afskedsinterview med Danmission. Nu ved hun igen, hvad hun skal lave, og hun ser Guds kald til en ny tid: Ilulissat venter. Her handler det om at snakke med sømænd, jollefiskere og fangere på havnen, tage på besøg i fængslet, arbejde med diakonale opgaver samt hjælpe på Sømandsmissionens morgenmadshotel Avannaa. Hun er ansat på fuld tid med ansvar for sømandsmission i Ilulissat.Hun glæder sig til at møde en ny kultur og er nysgerrig efter at tale med folk. Intensionen er også at lære lidt grønlandsk: ”Jeg vil bruge tid på at finde ud af, hvad der er brug for. Stikke en finger i jorden/sneen og lytte interesseret for at finde ud af, hvad der er vigtigt for dem i deres liv. Jeg vil gerne vise viljen til at lære.”

Else er bosat i Vridsted tæt på Skive, hvor hun er næstformand i Vridsted Menighedsråd, stiftsformand for Danmission, med i Nicolaj Tjenesten, underviser minikonfirmander mm. ”Vi er med i nogen tid, og så tager andre over,” siger hun om sin beslutning om at gå aktivt ind i arbejdslivet igen, selvom hun er årgang 1954.