Vedtægter

Vedtægter for Lærernes Missions Forening

§1

Foreningens navn er “Lærernes Missions Forening” – forkortet til LMF.

Dens hjemsted er den kommune, hvori kontoret er beliggende.

 

§2

LMF er fælleskirkelig (økumenisk) og har til formål at samle medlemmerne til bøn og arbejde for kristen mission.

 

§3

Medlemskab:

Lærere og andre i pædagogisk arbejde samt personer, som ønsker at støtte LMF’s arbejde, kan optages som medlemmer.

 

§4

LMF’s arbejdsformer er:

a) møder og stævner

b) forbøn for og økonomisk støtte til LMF’ere og deres arbejde i mission

c) formidling af kontakt mellem LMF og missionærerne

d) udsendelse af medlemsbladet: LMF bladet

e) samarbejde med LMF i de øvrige nordiske lande.

 

§5

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Det indsendes til kontoret/ kassereren inden 1. marts. Medlemskabet følger kalenderåret. Overskud af kontingentet samt frivillige gaver skal anvendes til:

a) LMF’ere i missionsområderne og deres arbejde

b) specielle opgaver.

Det reviderede regnskab skal hvert år fremlægges i medlemsbladet.

 

§6

Generalforsamlingen er LMF’s højeste myndighed. Den afholdes normalt hvert andet år samtidig med landsmødet og indkaldes gennem bladet med mindst to måneders varsel. Forslag, der ønskes drøftet på generalforsamlingen, skal indsendes til formanden senest 2 uger forinden.

Formand og forretningsfører/kasserer aflægger beretning. Afstemninger ved generalforsamlingen afgøres ved almindeligt stemmeflertal.

Valg af en statsautoriseret eller registreret revisor godkendes af generalforsamlingen.

 

§7

Bestyrelsesvalget foregår hvert andet år på generalforsamlingen. Der kan stemmes ved skriftlig fuldmagt.

Bestyrelsen består af syv medlemmer. Ved valget afgår tre eller fire medlemmer efter tur. En valgperiode er fire år. Genvalg kan finde sted.

Afgår et eller flere bestyrelsesmedlemmer før valgperiodens udløb, kan bestyrelsen vælge en eller flere afløsere for resten af den pågældende periode. Bestyrelsen skal dog bestå af mindst 5 medlemmer.

Bestyrelsen har ret til at supplere sig med op til to bestyrelsesmedlemmer.

Valgbar til bestyrelsen er foreningens medlemmer.

Kandidater til bestyrelsen må skriftligt være foreslået af mindst 10 medlemmer. Kandidatforslag skal være indsendt til formanden senest d. 1. marts, hvorefter de offentliggøres i medlemsbladet. Hvis der ikke er kommet forslag til det tilstrækkelige antal kandidater, er bestyrelsen forpligtet til at fremsætte forslag, der sikrer det nødvendige antal kandidater, og orientere medlemmerne herom. Alle kandidater præsenteres i medlemsbladet.

Stemmeret har alle medlemmer, som har betalt kontingent pr. 1. marts i valgåret.

Bestyrelsen vælger selv sin formand, næstformand, sekretær og kasserer.

 

§8

Bestyrelsen ansætter lønnede medarbejdere efter behov. Den daglige ledelse af foreningen forestås af bestyrelse og forretningsfører under ansvar over for generalforsamlingen. Foreningen forpligtes ved underskrift af formanden og to bestyrelsesmedlemmer.

Der afholdes ordinært mindst tre bestyrelsesmøder årligt. Men formanden eller tre af bestyrelsens medlemmer kan kræve ekstra bestyrelsesmøde, hvis særlige forhandlingsemner foreligger.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal. Hvis stemmerne står lige, bortfalder forslaget.

 

§9

Medlemmerne kan være tilknyttet en lokal LMF-kreds, som selv vælger sin ledelse, der fungerer som bindeled til bestyrelsen og kontoret.

 

§10

Ændring af LMF’s vedtægter kan kun finde sted, når mindst 2/3 af de på en generalforsamling fremmødte medlemmer stemmer herfor.

Urafstemning kan finde sted på foranledning af bestyrelsen, eller hvis mindst ti procent af medlemmerne skriftligt fremsætter begrundet ønske herom.

 

§11

Opløsning af LMF kan finde sted, når:

1) det er besluttet på to på hinanden følgende bestyrelsesmøder med mindst en måneds interval, og

2) mindst 2/3 af de på en generalforsamling fremmødte medlemmer stemmer for. 

Generalforsamlingen afholdes senest 3 måneder efter bestyrelsens beslutning.

I tilfælde af foreningens opløsning træffer bestyrelsen bestemmelse om anvendelse af foreningens midler i overensstemmelse med foreningens formål.

 

§12

Testamentariske gaver skænket til DLM (Danske Læreres Missionsforening) eller LMF (Lærerindernes Missions Forbund) tilfalder LMF (Lærernes Missions Forening).

 

—————————-

 

Vedtaget den 1. august 1973 (ved sammenslutningen af DLM og LMF) med ændringer den 24. juli 1991. Nye ændringsforslag behandlet på generalforsamlingen den 26. juli 1995. Vedtaget ved urafstemning efterfølgende til ikrafttræden den 1. november 1995.

Nye ændringsforslag behandlet på generalforsamlingen den 29. juli 2003. Vedtaget ved urafstemning efterfølgende til ikrafttræden den 1. december 2003.

Vedtægtsændringer vedtaget på generalforsamlingen den 30. juli 2013.

Vedtægtsændringer vedtaget på generalforsamlingen den 5. august 2019.

Vedtægtsændringer vedtaget på generalforsamlingen den 9. oktober 2021